Kommunikation med mennesker med ADHD

Da jeg både er pårørende til mennesker med adhd, men også selv har det, har det givet anledning til mange tanker om, hvordan vi kommunikerer og opfatter hinanden. 

For hvorfor er det lige, at den med adhd ikke var opmærksom på dét, en anden så eller hørte som det første, ikke hørte efter eller misforstod en besked.

Jeg tror, at det komplekse ved adhd er, at vi samtidig med at være uopmærksomme, på hvad der sker omkring os, kan være fuldstændig opslugte af noget, som har fanget vores interesse.

Samtidig kan vi heller ikke lukke af for uro og lyde, hvilket bevirker, at vi pludselig blander os i en samtale, der ikke vedrører os, svarer i øst, når vi bliver spurgt i vest, eller at vi glemmer eller misforstår, de beskeder vi får. 

I gamle dage brugte man udtrykket damp-pædagogik, som grundlæggende gik ud på øjenkontakt og evt berøring, for at sikre at opmærksomheden var fastholdt.

Personligt har jeg brugt det i opdragelsen af mine børn, og jeg mener, at det er en metode, vi bør benytte i alle samhænge.
Om det er børn, voksne, mennesker med adhd eller ej, så er vi ofte tilbøjelige til at tale til hinanden uden at sikre, at der er kontakt til den, vi henvender os til.

Som der siges om kommunikation mellem mennesker: 

"Modtageren af budskabet afgør, hvordan afsenderens besked opfattes og forståes".

Således placeres ansvaret for kommunikation hos afsenderen. 

Naturligvis har begge parter et ansvar for at kommunikationen ikke ryger af sporet, men vi skal være bevidste om, at manglende kontakt til modtageren, har afgørende betydning for, om beskeder bliver hørt eller rigtigt forstået.

Så selv om min teenagedatter svarer, når jeg taler til hende, er det helt sikkert, at hvis hun er optaget af mobil, tv eller noget andet, så kan hun ikke huske, hvad der blev sagt, eller også har hun misforstået det, hvis ikke der har været øjenkontakt. 

Så lad os blive bedre til at se hinanden i øjnene, når vi kommunikerer. ♥

ADHD - hvad så nu? En diagnose forpligter!

Er jeg nu "Normal"?
Da jeg fik min diagnose ADHD, var der rigtig mange brikker, der faldt på plads. Men samtidig stod jeg rådvild, for hvad nu? Spiser jeg bare et par piller hver dag, og så bliver jeg "normal"?

Medicinen betød, at jeg ikke længere havde behov for en lille morfor 1-2 gange om dagen, og samtidig har den gjort, at jeg ikke længere bliver hyperaktiv. Jeg kan bedre styre mit temperament og er blevet bedre til at fuldføre, de ting jeg sætter mig for.... eller i hvert fald måske lidt bedre... det skal jo stadig være interessant, for at jeg ikke mister gnisten. Men jeg må erkende, at min stress terskel stadig er lav. Jeg er en kvinde med ADHD, og selv om medicinen hjælper mig til at køre bedre i trafikken, ikke blive irriteret på de andre kunder i netto, og har gjort mig bedre til at holde fokus, på det jeg nu er igang med, ja så er der ting, medicinen ikke kan gøre fra eller til ved.

Jeg har læst alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, som handlede om ADHD. Og jeg har fået en forståelse for, at jeg har sider, som kan være belastende for mine nærmeste.

F.eks. har jeg måtte erkende, at jeg ikke hører, hvad der bliver sagt til mig, hvis jeg er optaget ved pc´en. Jeg kan godt aftale med min datter, at jeg kommer "lige om lidt", for tre timer efter at komme i tanke om, at jeg simpelthen er blevet afledt af noget andet i mellemtiden.
Og så tager jeg stadig nogen gange i Netto uden at have lavet en indkøbsliste, med det resultat, at jeg får købt alt muligt andet, end det jeg burde have købt. Jeg er som regel også sur og irritabel efter sådan en indkøbstur, for det er enormt stressende, at forsøge, at huske hvad der mangler i køleskabet, samtidig med at jeg bliver afledt af alle de indtryk, der er i butikken.

Derfor - EN DIAGNOSE FORPLIGTER! Vi skal lære at tage ansvar for, at vi nemt glemmer, nemt bliver afledt og nemt bliver stressede.

Hvordan gør jeg så lige det?

Først og fremmest må vi være opmærksomme hver eneste gang, vi har glemt noget, er blevet afledt eller blevet stressede. Vi må gøre os overvejelser som, hvad var det, som forårsagede, at jeg blev afledt/stresset eller glemte noget? Hvordan forhindrer jeg, at det sker igen? Og hvordan påvirker det mine omgivelser, at jeg har dette handicap?

I mit tilfælde, er jeg nødt til at have en bevidsthed om, hvad der sker, når jeg ikke "gider" skrive en indkøbsliste. Hvis det betyder, jeg ikke kommer hjem, med det vi mangler, og at jeg bliver stresset og i dårlig humør over den forvirrende indkøbstur, så påvirker det også mine omgivelser. Og hvis min adfærd påvirker mine omgivelser, så er det MIT ANSVAR, med den viden jeg har, at gøre noget for at forhindre, det bliver en evig kilde til frustration, hos de mennesker jeg holder af.

Når jeg ikke overholder mine aftaler, påvirker det de mennesker, som jeg har lavet dem med. De føler, de ikke er vigtige for mig. Eller måske føler de sig svigtet, glemt og værdiløse? De bliver i dårligt humør, vrede eller måske ligefrem afvisende overfor at lave aftaler med mig igen. Tilliden til, at jeg er én, man kan regne med forsvinder, og konflikter og vrede bliver hurtigt en del af relationen.
Derfor er det MIT ANSVAR, at forhindre, at jeg glemmer mine aftaler. Selvfølgelig kan det smutte, vi er jo kun mennesker, men hvis det bliver regelen mere end undtagelsen, at vi igen har glemt en aftale, så er det et problem.

Og undskyldninger.... ja selvfølgelig skal jeg sige undskyld, når jeg svigter, men undskyldninger bliver temmelig flade at høre på, hvis de bliver gentaget i det uendelige. De mister deres værdi, fordi det lyder som en nem udvej, for ikke at tage ansvar for den handling jeg har begået.

Indkøbslisten der blev glemt - gælder ikke!

Huskeseddelen der blev væk - gælder ikke!

Ting du lige blev afledt af - gælder ikke!

SMART PHONES er opfundet, og derfor er det slut med dårlige undskyldninger.  Vil jeg gøre noget "lige om lidt", så sætter jeg alarmen til at ringe om 5 min. Dermed tager jeg ansvar for, at jeg sandsynligvis har glemt det "lige om lidt". Indkøblisten bliver skrevet på mobilen, for godt nok sker det, jeg ikke kan huske, hvor jeg har lagt telefonen, men jeg har den altid med, når jeg kører nogen steder.
Vigtige aftaler bliver naturligvis plottet ind i kalenderen, og der bliver skrevet ned, hvad det er for en aftale. Alarmen kan, hvis aftalen kræver forberedelse, ringe dagen før, igen næste morgen, en time før og endelig så kan den bibbe en sidste gang, når det tid til at komme ud af døren. Helst i god tid til de tre gange, vi nu skal rende ind og hente, det vi har glemt.
Men hov vi har jo ikke glemt noget vel... for vi har jo lavet en liste, over det vi skulle have med, og den er på mobilen, lige ved hånden og lige til at tjekke. Eller hvad med en kæmpe tavle i entreen. En tavle hvor der står, hvad du skal huske hver gang, du skal ud af døren, med plads til at tilføje selvfølgelig.

Det er hårdt at have ADHD, men det er ikke en undskyldning for ikke at gøre sig umage. 

Selvfølgelig kan man, som nogle mennesker(troede altså ikke de fandtes i dagens Danmark), vælge at lukke øjnene helt, for at man har et problem. Undlade at søge viden og indsigt, og i det hele taget beslutte, at det må være alle de andre, der er noget galt med.

Man kan jo også bruge den der med.... jeg har en diagnose, så jeg kan ikke gøre for, at jeg træder på dig igen og igen. Og det var jo heller ikke min mening. Gu' var det så.  Hvis du ikke mente det, havde du forlængst gjort noget ved det.

EN DIAGNOSE FORPLIGTER - til at søge indsigt og forståelse, og til at tage forholdsregler som forhindrer, at uhensigtsmæssig adfærd bliver en belastning for vores nærmeste.

Men relationer til andre mennesker forpligter altid. Vi har ansvar for det, vi kan ændre eller gøre noget ved. Og det kan man næsten med alt.

Så selv om det er svært... lad os tage ansvar for den vi er.
.

Om at føle sig forkert

Det er ved at være længe siden, jeg har skrevet på min blog. Men jeg synes også, jeg har haft travlt. Jeg har haft en rigtig god periode, hvor jeg har været mere social, har malet en masse og endda været i haven. Det har været skønt, ikke at tænke så meget på ADHD men, bare at være mig.

Medicinen hjælper mig rigtig meget. Den giver mig overblik i hverdagen, og det mest fantastiske er, at jeg nu kan koncentrere mig om detaljer, når jeg maler. Men min ADHD er stadig en del af min tilværelse, og med mellemrum dukker der ting op, som jeg må forsøge at arbejde med.

Om at føle sig forkert
Jeg ved ikke, om alle med ADHD genkender følelsen af at være forkert. Jeg oplever den med mellemrum, specielt når jeg har været i sociale sammenhænge. Tankerne, om hvordan jeg bliver opfattet af andre, trænger sig ofte på, efterfulgt af skyldfølelse over at jeg nok har været forkert.

Fik jeg sagt det rigtige, grinede jeg for meget, udleverede jeg mig selv, kunne de lide mig, taler de om mig bagefter, synes de, jeg er mærkelig?


Fordi det er så svært for mig at mærke, hvad andre mener om mig, er jeg begyndt at øve mig i at sige min usikkerhed højt. Det betyder så, at jeg bliver opfattet som usikker og med et lavt selvværd. Men faktisk føler jeg mig god nok. I hvert fald for det meste. Det jeg ikke kan finde ud af er, hvad andre føler i forhold til mig. Det er ikke fordi, jeg ikke tror på, at det jeg laver er i orden, eller at mine holdninger er rigtige.

Jeg har arbejdet med unge, og her oplevede jeg, at jeg var rigtig god til at sætte mig ind i deres frustrationer og negative tanker. Sandsynligvis fordi jeg genkendte det fra mig selv. Her var jeg aldrig tvivl om, at de unge kunne lide mig, og det var nemt for mig at læse deres glæde over at blive forstået. Jeg forsøgte at give dem det, som jeg gerne selv ville have haft som barn og ung. Forståelse. Accept. Følelsen af at være god nok.

Det forkerte barn
Når jeg tænker tilbage på min barndom, husker jeg mange episoder, hvor jeg følte mig misforstået. Og følelsen af at være forkert er uden tvivl opstået ved, at jeg konstant fik at vide, at jeg talte for højt, grinede for meget eller kom med upassende bemærkninger.

Jeg husker i 1. klasse da hr. Mortensen døde. Hr. Mortensen var en gammel mand, men høj og majestætisk i sit mørke jakkesæt. Hans cigarer lå og ulmede i et askebæger i vinduet, mens han forsøgte at undervise os på gammeldags facon. Jeg kan ikke huske, hvad han underviste os i, eller hvad han kan have sagt, kun hans figur ved vinduet med den osende cigar.
Den dag vi fik at vide, at han var død, blev vi kaldt sammen i gymnastiksalen til en højtidelighed. Dagen sluttede kl. 12 til ære for hr. Mortensens minde.
Udenfor skinnede forårssolen, og da jeg kommer farerende ind af køkkendøren der hjemme, råber jeg glædestrålende: "Jubii vi har fået tidligt fri, fordi hr. Mortensen er død."

Ja så måtte jeg jo naturligvis belæres om, at man ikke skulle være glad, når nogen var død. 

Til en børnefødselsdag fik vi store hjemmelavede islagkager. Jeg elsker is. Og grebet af stemningen og opmuntret af veninderne, kastede jeg mig ud i et orgie af is-spisning. Moderen i huset var noget mørk i ansigtet, da det gik op for hende, at jeg havde tømt fadene. Hjemme fortalte jeg naturligvis om den fantastiske is, og her oplevede jeg hvor forkert, jeg havde båret mig ad. Det var flovt og skamfuldt, at jeg ikke havde vist beskedenhed.

Det er forkert at gøre sig til midtpunkt ved sociale begivenheder, lærte jeg af den episode. 


I min iver efter at fortælle, afbrød jeg ofte de andre i timerne. Det medførte, at jeg blev tysset på af lærerne, men senere betød det også, at de andre elever blev irriterede på mig. Det var forfærdeligt svært for mig at tie, når jeg havde alle svarene lige på tungen.

Men du skal altså ikke tro, du er noget - lærte jeg af gentagne episoder, hvor jeg fremstod lidt for klog.

I dag tager jeg ofte mig selv i, at jeg sidder på mine hænder, for fastholde en lyttende og ydmyg position.


Hele min opvækst har jeg fået at vide, at jeg var forkert. Så måske er det ikke så mærkeligt, at jeg ikke kan finde ud af, hvornår jeg gør det rigtige. Det der er mest ærgerligt er, at det har ødelagt en naturlig spontanitet og glæde i mig. Det har gjort det meget svært at være mig, når jeg hele tiden skulle holde øje med andres reaktioner på min adfærd. Til gengæld er jeg blevet mester i at mærke bittesmå vibrationer fra andre mennesker. Jeg mærker, når de slår om, eller hvis de ikke siger deres ærlige mening. Jeg mærker, hvis de bliver berørt på en eller anden måde. Men jeg kan ikke mærke, om det er positivt eller negativt.

Så nu spørger jeg direkte om, hvad der menes, når jeg kommer i tvivl. Og reaktionerne har heldigvis været positive, for andre kan jo ikke vide, hvordan der ser ud inden i mig. 


 ADHD er virkelig kompleks, og man skal nok være i det, for at forstå hvor kompleks det kan være, og hvilken indsigt det kræver.

Voksne med ADHD - hyperaktive perioder

40, fed og færdig - ikke med ADHD
I dag kom jeg til at tænke på perioden omkring min 40 års fødselsdag. Det var i 2010 og den 7. juni skulle jeg runde det skarpe hjørne, hvor nogen måske mener, man er blevet 40, fed og færdig. Det tror jeg så ikke lige, når jeg tænker tilbage på alt det jeg nåede i løbet af to måneder. Jeg har ikke været hyperaktiv, siden jeg startede på medicin mod ADHD, men kan da godt momentvis savne den energi, der virkelig kunne give mig kræfter til at udrette en masse. Til gengæld var det ikke sjovt, at jeg aldrig fandt ud af, hvor og hvornår jeg skulle trække i bremsen.

Det begyndte i maj
I begyndelsen af maj måned, havde jeg netop afsluttet et opslidende forløb på seminariet, hvor jeg havde overlevet min første praktik, på trods af stress, sygdom (følte mig næsten som hypokonder, med alt det jeg løb lægen på dørene med) og min følelse af utilstrækkelighed. Men jeg bestod praktikken, og forberedelserne til 1.års prøven var skudt i gang. Jeg var single og boede alene med mine to yngste børn, men havde haft et kortere forhold, som jeg afsluttede, mens jeg var i praktik. Nu skulle der naturligvis dates, og som superdater, var det ikke noget problem, at putte aftalerne ind mellem forårets mange projekter.

Afsted til London
Min kammerat Morten fyldte 30 år i maj måned og havde besluttet, at der skulle ske noget spændende. Mit medfødte instinkt havde luret, at han kunne finde på at tage os til udlandet på et mindre ophold. Jeg var meget optaget af hvor mange penge, jeg skulle medbringe, for er der noget, som kan slå benene væk under mig, er det, hvis jeg ikke kan betale for mig.

Et par 100 kroner skulle være passende, mente han. Det var det så ikke. Men det var en fantastisk tur, som sendte os med Ryan air til London. Her havde han booket os ind på et hostel, og jeg havde det som om, jeg var teenager igen. Han havde købt billetter til musicalen "We Will Rock You", med alle de gamle Queen sange. Det var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme.

Mine bekymringer begyndte først efter, at vi havde spist sen aftensmad, for jeg kunne godt se, at de par hundredelapper, jeg havde medbragt, ikke rakte nogen steder. De andre snakkede om at opleve Londons natteliv, og jeg så allerede i øjnene, hvor ydmygende det ville være at stå uden kontanter. Følelsen af ikke at have styr på tingene og ydmygelsen ved at måtte låne penge, nedbrød mit selvværd og fastholdt følelsen af ikke at være god nok. Men jeg overlevede turen, og lærte at jeg aldrig siden ville deltage i noget uden at sikre mig, at jeg havde penge nok på lommen.

Sus fyldte også 40 år
En uge senere skulle jeg til min søde venindes 40 års fødselsdag. Jeg var desværre stadig noget flad efter London turen, og mit selvværd var ikke i top. Det betød, at jeg tog forholdsvis tidligt hjem i stedet for at nyde festen og more mig.

Morten fyldte 30 år
Morten ville holde en fest, for de som ikke havde været med i London. Det var den 20. maj. Jeg ville gerne give ham noget særligt, når nu han havde gjort så meget ud af sin fødselsdag. Derfor allierede jeg mig med andre venner og hans familie, og fik fremskaffet billeder fra det meste af hans liv. Jeg lavede en billedekavalkade og lagde musikken fra Queen's  "Crazy Little thing called love" på. Tror nok han kneb en lille tåre. Han blev i hvert fald glad.

Læste til eksamen og byggede træterrasse
Nu var vi snart i gennem maj måned, og mens jeg læste til eksamen, havde jeg med lidt hjælp fra min søn bygget en dejlig træterrasse. Min søn hjalp med fundamentet og så lavede jeg terrassen på to dage, hvor jeg bare knoklede igennem.

18 års fødselsdag, eksamen og fødselsdags-forberedelser
Min søn fyldte 18 år den 1. juni, så det skulle naturligvis også fejres med manér. Den nærmeste familie blev inviteret med på restaurant, og jeg håber min søn nød dagen, selvom det ikke blev nogen stor fest.

Jeg var nødt til at bruge de næste par dage på min eksamensopgave, som skulle præsenteres et par dage før min fødselsdag den 7. juni. Min store fødselsdagsfest skulle holdes den 8. og jeg havde med hjælp fået stillet et stort telt op i haven. Det var egentlig meningen, jeg ville bestille maden ude fra, men da jeg fandt ud af, hvor meget billigere jeg kunne gøre det, hvis jeg selv lavede maden, endte jeg med at stå hele formiddagen og kokkerere sammen med min søde svigerinde.

Til eksamen fik jeg fremlagt min opgave og endte med et syv-tal. Ja, det er over middel, og ja, der var flere, som var lykkelige, bare de bestod. Men jeg var skuffet. Jeg skældte mig selv ud for ikke at have gjort en større indsats. Hvis jeg ikke havde rodet så meget rundt i notater, hvis jeg havde haft bedre overblik over opgaven, og hvis jeg havde koncentreret mig mere om at forstå hvad det var underviserne ønske jeg skulle gøre, havde jeg klaret mig meget bedre.

Min 40 års fødselsdag
Dagen for min store fest var kommet, og selvom jeg ikke følte, jeg havde overblik, lykkedes det mig at få styr på maden, borddækning og pynt.

Min udlejer kom med træ-plader til at gå på i haven, for det havde øsregnet hele ugen. Ganske vist havde jeg nået at lægge fliser hele vejen rundt om huset, (min søn og en af de unge fra min gamle arbejdsplads havde gjort det hårde arbejde med udgravningen) men der var stadig fugtig græsplæne mellem fliser og telt. Heldigvis blev det tørvejr på dagen og grillene, som jeg havde været rundt og hente forskellige steder, blev gjort klar.

Jeg havde været i bad, men ville skifte tøj og lægge makeup lige før gæsterne kom. Det nåede jeg aldrig. På en eller anden måde løb tiden fra mig. Men gæsterne åd, som om de blev betalt for det, og jeg tror, de hyggede sig. Jeg følte ikke, jeg nåede at snakke med mine gæster. Men bandet jeg havde booket satte gang i festen, mens jeg rendte frem og tilbage mellem teltet og køkkenet. Et hjælpsom familiemedlem bød gæsterne på øl og softdrinks, hvilket betød, at jeg brændte inde med al den gode rødvin jeg havde beregnet til maden, og efterfølgende måtte sende en kammerat på tanken efter flere øl. Men alt i alt var det en god fest og alle beundrede min nybyggede terrasse.

Sommerferien skulle arrangeres
Ungernes sommerferie nærmede sig. Mads ville på ferie til Bulgarien med sin kæreste, men da han aldrig havde prøvet at rejse alene før, måtte jeg planlægge alt ned til mindste detalje. Mads har også ADHD, så det var vigtigt at han havde overblik fra start til slut.

Emilie skulle med mormor og morfar til Norge, samtidig med at jeg skulle til Portugal for at besøge Morten, der havde taget arbejde som guide. Jeg ville først komme hjem dagen efter Emilie, så jeg skulle have min ældste datter til at hente Mads i lufthavnen, køre ham hjem, så han kunne tage imod Mille, når hun kom fra Norge. Da ingen af os var hjemme, skulle jeg finde pasning til hunden. Alle i familie var på ferie samtidig, så jeg havde spurgt en veninde. Men dagen før jeg skulle afsted, meldte hun ud, at hun ikke kunne alligevel. Jeg var lidt desperat nu, så endte med at råbe hjælp på nettet. En mor til fem børn, som boede på 4. sal ville med glæde tage sig af hende, mens jeg var væk.

Ungerne var sendt af sted, hunden afleveret til en uvis men forhåbentlig ganske udmærket skæbne, og jeg havde fundet den billigste flybillet til Portugal. Jeg skulle mellemlande i Amsterdam, og lufthavnen her er stor, men det lykkedes mig at finde rundt og komme med det rigtige fly.
Det blev til ti skønne dage med sol, varme og oplevelser, men jeg var udmattet, da jeg landede i Danmark igen.

Prisen for tre måneders hyperaktivitet
Da vi alle er vel hjemme efter ferierne til udlandet, har Mads besluttet at han vil flytte hjemmefra og for at komme på plads inden uddannelses-start, skulle han gerne have en lejlighed fra 1. august. Det lykkedes at finde et centralt sted til rimelige penge. Men Mads havde brug for min støtte til det hele. Alt papirarbejde, økonomi og pakning af ejendele gjorde ham forvirret og frustreret. Vi skændtes en del, for jeg mærkede, hvordan stressen var ved at tage magten fra mig, og min grænse for irritable følelses udbrud var meget lav.

Jeg skulle selv starte op på min uddannelse, men da Mads var kommet på plads i sin nye lejlighed, var jeg fuldstændig udmattet. Jeg sov og sov. Stod op når Mille kom fra skole, men orkede kun at gå ned til sofaen. Forsøgte at være nærværende og opmærksom på hendes behov, men når klokken var ni og Mille skulle i seng faldt jeg selv bevidstløs om.

I fire måneder var ikke i stand til ret meget andet end at overleve. Jeg havde haft en hyperaktiv periode, men nu betalte jeg prisen.

Hvordan får man hjælp til at få hjælp?

Egentlig er jeg lidt skuffet. For selv om det var stort at få en diagnose og selv om det har hjulpet i min hverdag at få medicin, føler jeg mig lidt svigtet.

På gaden med en diagnose og et glas piller. 
Da psykiateren, som skulle udrede mig for ADHD, syntes opgaven var fuldført, henviste hun mig til fremover at få medicin og behandling af min egen læge. I begyndelsen tænkte jeg, det måske var fint nok, for nu fik jeg medicin, og den ville nok kunne støtte mig.

Medicin er ikke en mirakelkur.
Men jeg har læst, alt hvad jeg har kunne opstøve af artikler, bøger og personlige beretninger om ADHD og  har nu fået medicin længe nok til at kunne se, at den ikke er en mirakelkur, som bare får mit liv til at flyde uden de sædvanlige problemer. Medicin gør det nemmere at fokusere. Den giver mig mere overblik i hverdagen. Den gør mig mindre modtagelig for stress og mere modstandsdygtig over for støj, uro og ydre belastninger. Den får mig igang med dagen og bremser min impulsive adfærd og hyperaktive perioder. Men den gør mig ikke til et nyt menneske. Jeg er stadig mig, som fyldt med forvirring og frustration over ikke at kunne leve en helt normal tilværelse, savner redskaber til at komme videre.

Hvordan får man hjælp til at få hjælp.
Problemet er, at jeg ikke ved, hvad der ville hjælpe lige præcis mig. Jeg forestiller mig, at coaching ville være nyttigt, om ikke andet så ville det måske kunne hjælpe mig videre herfra, hvor jeg føler, jeg er blevet sluppet.

Men jeg aner ikke, om jeg kan søge om økonomisk støtte til at få denne hjælp, og jeg kan ikke overskue at skulle undersøge det selv. Måske får jeg mere overskud på et tidspunkt, men her og nu orker jeg ikke andet end at finde ro i min tilværelse og forsøge at skabe en harmonisk hverdag. Men jeg er lidt skuffet, for hvorfor satte hun mig ikke ind i hvilke muligheder, der er for at få hjælp og støtte.

Medicin kan ikke stå alene i behandling af ADHD, har jeg læst mange steder. Men hvem skal hjælpe mig og andre med at finde ud af, hvad der så skal til?

Har alle mennesker en snert af ADHD?

Er det mon netop sådan som Joan Ørting siger, at vi skal finde en partner, der ligner os selv? Og kan det være årsagen til, at jeg finder ADHD lignende symptomer, ved de mænd der har været/er i mit liv.

Jeg synes, jeg med alderen er blevet bedre til at vælge de mennesker, som jeg ønsker skal være tæt på mig. Men mon ikke jeg stadig vælger ud fra kriterier, som jeg kan relatere til. I hvert fald er det mennesker, som jeg føler mig tryg ved. Mennesker som jeg føler, jeg er ligeværdig med. Men måske er det også mennesker, som jeg vælger ud fra, at de har "noget". Altså noget som trækker ned på normalitets-skalaen. Specielt hvis de tør blotte sig og vise det sande jeg. Måske er det også derfor, jeg bliver utryg ved nogle mennesker. Hvis de ikke viser, hvem de er, kan jeg jo ikke vide, hvad de tænker om mig.

Men kan det være rigtigt, at så mange har ADHD? Og kan det være rigtigt, at jeg tiltrækkes af andre med ADHD.

Min dejlige kæreste forstår mig. Ligegyldigt hvad jeg forklarer om ADHD, kan han kende det fra sig selv. Men hvor jeg har en kort elastik i forhold til hvor meget ADHD'en griber ind i mit liv, har han en meget længere. Han er meget bedre til at leve i nuet og glæde sig over at hverdagen forløber, som den plejer. Men han har meget brug for struktur. Derfor har han indrettet sig, så han gør de samme ting hver dag, i samme rækkefølge og på samme måde. Det er der nok mange, der gør, men jeg ved, han bliver stresset, hvis planen ikke følges nøje.
Hunden bliver f.eks. først luftet til sidst, inden han skal ud af døren om morgenen. Sådan er det bare. Jeg spurgte ham, hvorfor han ikke kunne tage den ud, inden han gik i bad. Det var så den dag, hun ikke kunne holde sig og tissede på dørmåtten, som han efterfølgende trådte på. Men nej. Rækkefølgen skal overholdes. Han mente, han ville komme for sent på arbejde, hvis han tog hunden ud først. Selvom det, logisk set, burde tage lige lang tid, om han gjorde det før eller efter badet.

Måske er det netop det, at han kan skabe en stram struktur, som er forskellen på os. Jeg genkender dog  det med at blive frustreret, hvis nogen forsøger at ændre på den plan, jeg har lagt. Specielt når min kæreste og jeg kører i bil sammen, har vi haft svært ved ikke at komme op i det røde felt.
For allerede når vi kører ud af indkørselen, har vi begge lagt en strategi, for hvordan vi nemmest, hurtigst eller mest fornuftigt kommer til den valgte destination.
Jeg får lov til at køre for det meste. For jeg har sværrest ved at håndtere, at bilen pludselig drejer til højre, når min hjerne er på vej lige ud. Jeg kan slet ikke styre mit temperament i den situation, og min søde kæreste har så besluttet, at det er bedre, jeg selv kører, så han slipper for et møgfald over ikke, at køre den vej min hjerne har bestemt.

Men ellers synes jeg aldrig, jeg gør tingene på samme måde. Jo altså min dag starter altid med kaffe og smøger, men hvad der ellers sker, samtidig med det, er slet ikke tydeligt for mig. Jeg går som regel frem og tilbage til forskellige ting. Finder måske halvdelen af mit tøj frem, men kommer så i tanke om, at jeg skal have lagt et brev i en kuvert. Når jeg leder efter kuverten, opdager jeg måske en regning, jeg lige skulle have betalt. Jeg tænder for computeren, og mens den starter op, går jeg ud for at ryge. I havestuen står det maleri, jeg ikke blev færdig med den anden dag. Jeg får en super god idé og begynder at slæbe lærred og pensler ind i stuen. Da jeg kommer ind, kommer jeg i tanke om, at jeg ikke fik noget kaffe, og at jeg stadig ikke har røget. Det må jeg hellere gøre først så. Jeg sidder med kaffen og tænker på min bog, og får en super god idé til et nyt kapitel. Heldigvis har jeg jo tændt computeren. Men jeg skulle jo også betale den regning. Sådan fortsætter det hele dagen, og jeg er virkelig træt efter nogle timer, samtidig med at jeg føler, jeg ikke har udrettet noget.

Jeg ved ikke, om min kæreste har ADHD, men hvis man ser på hans barndom og opvækst og den måde han er på i dag, kunne noget godt tyde på det. Men er det nødvendigt at finde ud af det? Jeg tænker lidt, at hvis man har fået skabt et liv inden for nogle rammer, man føler, man kan håndtere, er der vel ingen grund til at gøre mere. Er det ikke først, når hverdagen ikke fungerer, når ens liv bliver så anstrengende, at man ikke orker det, at man skal gøre noget.

For mig var det afgørende, at jeg fik diagnosen. Jeg har vist hele livet, at noget var galt. At jeg var anderledes. Det har været en kæmpe lettelse at opdage, at der er andre, der ude i verdenen, som har det lige som jeg. Men det gør mig også ked af det, at jeg ikke fik hjælp allerede som barn. Jeg føler lidt, det er blevet for sent. Jeg kan stadig nå at få en masse ud af resten af mit liv, men den tid, hvor jeg skulle have haft hjælp til at fastholde mine drømme, til at leve et liv med støtte, som kunne have hjulpet mig med at overvinde alt det svære, den tid er forbi.

Jeg så en dag en udsendelse om en misbruger, som havde svært ved at erkende, at han havde et problem. Ved først øjekast på hovedpersonen i udsendelsen, slog det mig at, han har da ADHD. Det var så tydeligt for mig, på trods af, at jeg slet ikke har noget belæg for at kunne udtale mig udover mine egne personlige erfaringer. Udsendelsen sluttede med at manden fik konstateret ADHD og slap ud af sit misbrug.

For nyligt mødte jeg et ungt menneske, som beskrev sine besværligheder i skolen. Samtidig kunne jeg ikke undgå at bemærke, at hænder og fødder var i bevægelse hele tiden på trods af, at han sad helt stille. Endnu en gang slog det mig, at her var en med ADHD.

Det skræmmende er, om jeg ser ADHD alle vegne, fordi at mange af symptomerne faktisk findes i de fleste mennesker, eller om der virkelig er en masse mennesker, som går rundt med diagnosen, uden at være klar over, at det netop er derfor, de har det så svært.
Men måske ser jeg bare syner, fordi jeg lægger mærke til en masse detaljer nu, som jeg aldrig har tænkt over før. På den anden side så ved jeg, at jeg stødt på en del mennesker, som kunne få et meget lettere liv, hvis de valgte at blive udredt.
Desværre spiller angsten for at være anderledes en stor rolle. Mange vil ikke stemples af samfundet. Men hvorfor er det mere ærbart at få konstateret sukkersyge, og skulle tage medicin resten af livet for dette, end det er at skulle tage Ritalin for at forbedre sin egen livs værdi.

Den negative selv-tale

Det er ved at være nogen tid siden, jeg sidst har været på bloggen. Uroen har overtaget min handlefunktion, og jeg roder rundt mellem en masse idéer og tanker, som jeg ikke får gjort noget ved.

Et øde kaos
Det er som om, jeg ikke kan bevæge mig fremad, men bare cirkler omkring mit eget liv, der enten virker som en øde banegård, eller som et kaos af myrer der, drøner rundt for at udføre livsvigtige opgaver, uden at jeg kan finde ud af, hvornår jeg skal springe på toget.

Klatter i mit liv
Hvad enten banegården er øde eller kaotisk, bliver jeg hængende og får ikke rykket mig ud af stedet. Jeg bliver overmandet af tanker, som ikke vil give mig ro til at handle. Jeg forsøger at gøre noget. Henter maling og lærreder og kaster mig over kunsten, uden at inspirationen vil indfinde sig. Efter at have klattet på tre lærreder uden at finde den kunstneriske åre, lægger jeg pensler i blød. Orker ikke gøre dem rene lige nu. Begynder i stedet at tage det tørre tøj ned fra tørrestativet. Måske får jeg mere ro, hvis ikke her roder. Finder støvsugeren frem, mens trangen til at fjerne hundehår og nullermænd er nærværende. Får også sat støvsugeren på plads for en gangs skyld.

Vintergækker der venter
Udenfor skinner solen. Landmændene drøner forbi mine vinduer på deres store maskiner. De er helt sikkert ramt af forårsfornemmelser. Jeg går ud i havestuen og sætter mig til rette i kurvestolen med en smøg, mens jeg kigger ud i haven. Vintergækker er kommet op. Jeg burde snart begynde at gøre haven forårsklar. Men jeg kan ikke sparke mig ud af døren. Det er for koldt endnu. Eller for blæsende. For vådt. For mørkt. For...

Turbobenzin
Kæft hvor er det bare irriterende. Jeg tænker på dem, som har fundet ud af, at løbeture er deres bedste medicin. Jeg har også været god til at løbe. I de perioder hvor jeg kunne drøne derudaf, som om jeg kørte på turbobrændstof. Kan godt savne den turbofornemmelse, men har ikke haft den siden, jeg begyndte på medicin. Til gengæld har jeg så heller ikke været deprimeret. Men kunne altså godt bruge noget power til at få lettet røven fra sofaen og komme i gang med at leve.

Energiforladthed
Det er ikke fordi, det er nyt for mig, at være ramt af denne energiforladthed. Den har fulgt mig hele livet. Man skal huske at tænke positivt, siges det. Huske at rose sig selv, for det man får gjort, i stedet for at banke sig selv i hovedet med kritik, over alt det man endnu en gang har udsat til en anden dag. Men måske kan jeg godt lide at pine mig selv. Jeg kan i hvert fald ikke stoppe, når først den negative selv-tale går i gang.

Jeg burde... jeg skulle også... hvorfor har jeg ikke... Bare jeg dog kunne... Jeg har et motto, der lyder sådan:

"Hvis ikke jeg kan, så kan jeg vel lære det." 

Mit motto har helt sikkert været en del af mit drive, i de projekter, jeg har kastet mig over i tidens løb. Men der er bare et sted, det ikke har virket endnu. Jeg har stadig ikke lært, hvordan jeg håndterer mit liv, med de forhindringer, der bremser mig i at komme videre. Jeg mangler at lære, hvordan jeg får energien tilbage. Hvordan jeg kan stoppe den negative selv-tale. Jeg er nødt til at lære, hvordan jeg lever i nuet og glæder mig over alt det gode, der er i mit liv, i stedet for at hamre mig selv i hovedet, med alt det jeg ikke kan, ikke får gjort eller glemmer at gøre. 

Og jeg vil F......... lære det. Det kan ikke passe, jeg ikke kan.